Blog

Blog

Styr uden om spamfælderne på Facebook

oprettet d. under Regler | Antal Læsninger: 6132

Styr uden om spamfælderne på Facebook
Konkurrencer på Facebook er en let måde at aktivere dine kunder på og forhåbentlig sælge mere. Men hvis du ikke er forsigtig, havner du nemt i en af de mange spamfælder, som Facebook gemmer på.

Det er ikke altid lige let at forstå spamreglerne. Reglerne for spam er bundet op på markedsføringsloven, men loven går ikke godt i spænd med sociale medier, fordi markedsføringsloven er fra 2005, og sociale medier udvikler sig her og nu.

For at undgå spamfælderne på Facebook har vi lavet en guide med en række gode råd til, hvordan du slipper uden om fælderne.

Gammel lov og moderne medier

Markedsføringsloven § 6 stk. 1 stiller krav om, at dine kunder aktivt og personligt skal give samtykke til at modtage elektronisk reklamemateriale. Sådan et samtykke er svært at indhente på sociale medier. Eksempelvis er det at trykke ’synes godt om’ på Facebook ikke det samme som at give et aktivt samtykke til at modtage markedsføringsmateriale.

Del dine konkurrencer

Du må gerne kræve, at dine kunder deler dit opslag for at deltage i en konkurrence, såfremt de deler opslaget på egen væg. Selvom din kunders venner kan se det delte opslag, er det ikke spam, fordi opslaget ikke ender på vennernes væg, men i newsfeedet. Alt, hvad man ser i sit newsfeed, bliver opfattet som om, man ’kigger ind i andre brugeres verden’. Dermed er indholdet i newsfeedet ikke målrettet den enkelte kunde.
Du må dog ikke kræve, at dine kunder deler konkurrencen med en specifik person, altså en ven – det er spam.
Hvis du vil være på den sikre side med delingskravene, skal du helt lade vær med at kræve eller opfordre kunderne til at dele.
Når du laver en konkurrence, skal du huske at gøre opmærksom på, hvis du offentliggør navnet på vinderen på din side. På den måde er du sikker på ikke at overtræde reglerne i persondataloven.

Opslag på din egen side

Det står dig frit for at skrive opslag på din egen Facebookside. Tilbudsopslag og andet reklamemateriale, som du poster på din side, ender i dine kunders newsfeed, hvis de ’synes godt om’ din side. Der er ikke noget ulovligt i, at opslag havner i kundernes newsfeed. Her ’kigger brugerne ind i din verden’, når de læser opslaget.

Boost bare løs

Du kan roligt bruge boost-funktionen uden at havne i spamfælderne. Sponsorerede opslag på sociale medier er ikke spam, for dine kunder kan let se, at der er tale om reklame med den lille tekst ’sponsoreret’ øverst i venstre hjørne. På de sponsorerede opslag kan dine kunder klikke i højre hjørne og se, hvorfor de får netop dit opslag. Teksten lyder i stil med, ”fordi du er mellem 18-65 år og taler dansk” eller ”primær browser: Chrome”. Dermed er opslaget ikke sendt direkte til kunden, og de kan ikke identificeres ud fra teksten.

Hold dig fra væg og indbakke

Sender du beskeder direkte til dine kunders indbakke, er det spam (også selvom det er sendt til mange), fordi det er sendt direkte til den enkelte kunde. Kundernes indbakke svarer til en mailboks og er derfor privat.
Samme regel gælder, hvis du skriver et opslag direkte på kundens væg.
Hvis du sender beskeder til indbakken eller væggen, kræver det, at du har indhentet samtykke fra dine kunder. Og sådan et samtykke har du ikke fået, bare fordi kunderne ’synes godt om’ din side!

Opfordring til at tagge

Som udgangspunkt må du gerne opfordre kunderne til at tagge deres venner i en konkurrence, da tagging på nuværende tidspunkt ikke bliver betragtet som spam i markedsføringslovens forstand.
 
Er du interesseret i at høre mere, end hvad vores hurtige guide kan fortælle dig om markedsføring på sociale medier, kan du kontakte mig eller mine juristkollegaer her

Kommentar(er) 7

  • Gitte Winkler Knudsen
    Gitte Winkler Knudsenhttp://strikaf.dk

    Hej - et super godt indlæg - tak for det. Har jeg forstået korrekt, at man i en konkurrence på facebook godt må skrive, at der kræves et \"like + del\" for at deltage ? Man må blot ikke kræve, at der deles med specifikke personer eller på specifikke sider/grupper? - Man ser ofte, at når der kræves et \"del\" i en konkurrence, så deler personer i forskellige grupper! - det kan man nærmest ikke undgå - men betragtes det så pludseligt som spam ? - selvom det ikke er et krav man har stillet ?

    Svar

    • Camilla Engel Post
      Camilla Engel Posthttp://www.emaerket.dk

      som kommentar til Skrevet af Gitte Winkler Knudsen

      Hej Gitte Tak for din besked. Ja - du må ifølge dansk lovgivning samt fortolkning heraf gerne kræve like/deling af dit opslag, så længe du ikke opfordrer til, at det deles med specifikke personer/grupper. Sociale medier er, som opslaget nævner, et lovgivningsmæssigt sort hul, så præcis hvor grænsen går er svært at sige. Brugere må dog altid gerne dele dine opslag af egen fri vilje, så hvis du ikke har stillet krav om deling hos en ven, og brugeren alligevel gør det, så kan du ikke holdes ansvarlig. Hvis du blot skriver ”del opslaget” kan det dog lægge op til, at du opfordrer til deling alle steder, og det vil formentlig være spam. En god ting at huske er, at hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er lovligt, så lad være 

      Svar

    • Gitte Winkler Knudsen
      Gitte Winkler Knudsenhttp://strikaf.dk

      som kommentar til Skrevet af Camilla Engel Post

      Hej Camilla - tak for et fyldestgørende svar :)

      Svar

  • Jakob Kristensen
    Jakob Kristensenhttp://www.jakobkristensen.com

    Husk lige at tage højde for Facebooks retningslinjer når I skriver sådan et opslag. Både deling på egen tidslinje og tag af en ven går mod Facebooks retningslinjer for promovering (herunder konkurrencer): I.E.3. Promoveringer kan administreres via sider eller i apps på Facebook. Personlige tidslinjer og venneforbindelser må ikke bruges til at administrere promoveringer (f.eks. er \"del på din tidslinje for at deltage\" eller \"del på dine vens tidslinje for at få ekstra lodder\" og \"tag dine venner i dette opslag for at deltage\" ikke tilladt). https://www.facebook.com/page_guidelines.php

    Svar

    • Camilla Engel Post
      Camilla Engel Posthttp://www.emaerket.dk

      som kommentar til Skrevet af Jakob Kristensen

      Hej Jakob Mange tak for dit input. Målet med opslaget er at gøre opmærksom på de lovmæssige udfordringer, der kan være ved at dele reklamebudskaber via sociale medier. Hvert socialt medie har et sæt retningslinjer, der skal overholdes. Retningslinjerne er dog langtfra altid i tråd med dansk ret, og her ligger vigtigheden i vores budskab; nemlig at man skal tjekker dansk ret, før man markedsfører sig via sociale medier. Lige netop Facebook har i senere tid ændret deres retningslinjer for konkurrencer, så ”personlige tidslinjer og venneforbindelser ikke må bruges til at administrere promoveringer” – formentlig for at være i forening med dansk lov på området. I relation til dansk lov er deling på egen tidslinje på Facebook ikke spam, fordi opslag i ”newsfeed” ikke sendes til en bestemt person.

      Svar

  • Jørgen
    Jørgen

    Blot for god ordens skyld: Det er ikke korrekt, når det i bloggen står at \"Markedsføringsloven § 6 stk. 1 stiller krav om, at dine kunder aktivt og personligt skal give samtykke til at modtage reklamemateriale. \" Fysisk fremsendt reklamemateriale, f.eks. tilbuds kataloger kræver IKKE samtykke. Her må den forretningsdrivende fremsende med mindre kunden aktivt har frabedt sig det f.eks. via Robinson listen. Forbuddet gælder alene elektroniske medier som emails, sms\'er mv.

    Svar

    • Camilla Engel Post
      Camilla Engel Posthttp://business.emaerket.dk/

      som kommentar til Skrevet af Jørgen

      Hej Jørgen Tak for din kommentar. Du har selvfølgelig ret. § 6, stk. 1 i Markedsføringsloven forbyder henvendelse via elektronisk post. Såfremt der ikke er tale om elektronisk post, er vi nede i stk. 3, hvor der blot skal være mulighed for at frabede sig henvendelserne.

      Svar

Skriv din kommentar

ALTID FRI SUPPORT

Vi har mere end 100 hjælpevideoer, en god online manual og du har mulighed for
at ringe og skrive til os - gratis!