Blog

Blog

E-handelsguide: Få styr på din jule-jura

oprettet d. under Regler | Antal Læsninger: 3685

E-handelsguide: Få styr på din jule-jura
I dette indlæg får du svar på nogle af de oftest stillede spørgsmål til julens jura. Læs med, og find ud af, hvad du skal være særligt opmærksom på.

Hvad skal jeg være opmærksom på, hvis jeg tilbyder forlænget fortrydelsesret?

I juletiden kan det være en rigtig god idé, som en ekstra service, at forlænge den lovpligtige 14 dages fortrydelsesret. F.eks. kan du tilbyde, at fristen for at fortryde løber frem til 12. januar. Gør du det, skal du være opmærksom på, at gavemodtageren fra den dag vedkommende giver besked om, at gaven ønskes byttet eller blot returneret, har yderligere 14 dage til at returnere den. For at gøre julegavebytning så let som muligt, anbefaler vi, at du vedlægger en seddel sammen med gaven, der fungerer som kvittering. Den bør indeholde oplysninger om produktets navn, ordrenummer og købsdato, jeres kontaktoplysninger samt seneste frist for at give besked om bytning eller returnering. Det kan du naturligvis kun gøre, hvis du ved, at der er tale om en julegave. Derfor kan det være en god idé at bede kunden notere det i et kommentarfelt, hvis varen skal gives som julegave.

Ubegrænset og udvidet bytteservice, hvad betyder det?

Skilter du med ubegrænset bytteservice, lover du dine kunder, at de til enhver tid kan bytte varen til en anden. Gør du det, er det en god idé at gøre det klart for kunden, hvilke krav der er til varens stand og emballage, og om forevisning af kvittering er et krav. Tilbyder du derimod udvidet bytteservice, kan du tilbyde dine kunder mulighed for at bytte varer (evt. gaver) frem til en bestemt dato eller f.eks. 1 år fra, gaven blev modtaget.

Hvad indebærer det, når jeg tilbyder fri ombytning?

Tilbyder du dine kunder fri ombytning af f.eks. julegaver, betyder det, at gavemodtageren frit kan bytte varen til en anden. Dermed skal gavemodtageren holdes omkostningsfri både i forbindelse med returnering af varen, og når du sender den nye vare retur. Dette gælder også, selvom gavemodtageren vælger en dyrere leveringsform, end varen blev leveret med. Markedsfører du dig med fri ombytning på forsiden, skal du være opmærksom på, at det gælder alle varer på din netbutik. Er det betinget af et krav om rimelige leveringsomkostninger, skal kravet også stå på forsiden. Alternativt kan den fri ombytning indgå som en del af dine handelsbetingelser, og så er det nok, at et eventuelt krav står der.

Må jeg bruge ordet ”tilbud” uden at angive besparelsen?

Ja, men der skal være tale om en særligt fordelagtig pris, hvis du bruger salgsfremmende udtryk som ”tilbud” – også selvom du ikke oplyser den specifikke besparelse. Du må altså ikke bruge et salgsfremmende udtryk alene som blikfang.
 

 

Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar

ALTID FRI SUPPORT

Vi har mere end 100 hjælpevideoer, en god online manual og du har mulighed for
at ringe og skrive til os - gratis!